Hvor skal pengene komme fra? Kan du være mere konkret? Hvad er din kommentar til det?

De spørgsmål kan jeg stille i søvne.

Jeg har interviewet Mette Frederiksen, Kurt Westergaard og Yahya Hassan. Jeg har været med til at dække terrorangrebet i København, valgkampen, flygtningekrisen og Carl Holsts ministerafgang for blot at nævne et udsnit. 

I de seneste ni måneder har jeg været i praktik som digital reporter hos TV 2. Først med plads i TV 2’s pulserende nyhedscenter, sidenhen som en del af den politiske redaktion på Christiansborg. Jeg kan vinkle knivskarpt og holde hovedet koldt, når nyhederne breaker. Og jeg kan tænke kreativt, når en historie ikke bare skal fortælles i ord, men også i video, billeder og interaktive grafikker. Jeg har med andre ord taget de første skridt på vejen mod at blive en dygtig journalist. 

Men lige så meget som jeg har holdt af at være praktikant hos TV 2, lige så meget glæder jeg mig til at få ny luft under de journalistiske vinger. Derfor har jeg nu valgt at søge en ny seks måneders praktikplads i stedet for at forlænge med TV 2. Jeg vil udfordres og udfolde mig under nye rammer, så jeg kan blive så dygtig som muligt.

Velkommen til min praktikhjemmeside.